Det handler om bevidsthed, accept og ansvar
Du er den eneste ekspert på dine kroniske smerter.
Det er igen gået op for mig, at der ikke findes nogen, der ved mere om smerteudvikling og håndtering af kroniske smerter end den, der selv har dem.
Har du haft smerter i mere end 6 måneder, defineres de som kroniske. Lægen og de fleste behandlere er eksperter i akutte smerter. De kan lindre dine akutte smerter og fortælle dig, hvornår smerterne bliver bedre, for helt at forsvinde. Sådan er det ikke ved kroniske smerter. Ved kroniske smerter kan de ikke længere give garanti for, at behandlingen virker effektivt.
Alligevel er det helt almindeligt at give ansvaret til behandlere og systemet i denne situation. Desværre betyder det, at dit blik bliver sløret og dit fokus kommer til at ligge på, hvad de andre burde have gjort eller burde gøre for dig nu. På den måde forringer du indflydelsen på din egen tilstand og du får nemt fornemmelsen af at være offer.
Det kan også være hårdt, kræve tårer og føles ensomt at erkende, at du er eneste ekspert. Sådan er det med de fleste erkendelser, som virkeligt betyder noget. De kræver tårer.
Hvad skal der så til?
At du tager ansvaret for dig selv og stoler på, at du er ekspert på at forstå din egen smerteudvikling
Det kræver en ændring af dit mindset fra tanker omkring, hvordan du eller andre kan ændre på smerterne og til tanker omkring, hvordan du kan acceptere dem som de er.
Accept er ikke det samme som resignation. Accept er starten på at tage ansvar for den situation, der faktisk er i kroppen, så du kan handle hensigtsmæssigt og selvkærligt på den. Eksempelvis gennem balance imellem aktivitet og hvile.
Du får det bedre, når du accepterer, at det er dig selv, der bedst ved, hvordan du skal håndtere din smertelindring. Du er selv nærmeste tilskuer, med den bedste siddeplads til kampen - en siddeplads, hvor intet undgår din opmærksomhed.
Det kræver, at du genskaber og oparbejder en sund og ærlig kropsbevidsthed. For hvem kender ikke det med at gå eller løbe videre, selvom det gør ondt i kroppen - blot fordi du mærker presset fra egne eller andres forventninger. Du overhører og fortrænger ubehagelige, kropslige fornemmelser for ikke at miste identitet og nedsat aktivitetsniveau. Det kan stå på i lang tid.
Det du øver dig i, bliver du god til. Hvis du øver dig i at ignorere dine kropslige signaler, ender du med at blive god til ikke at mærke dine kropslige behov.
Det er kun dig, der kender din fulde rejse med alt, hvad den indeholder. Så, selvom det kan føles svært og provokerende, skal du tage ansvaret tilbage til dig og starte med at acceptere det som er, hvorefter du vil forære dig selv et bedre klarsyn.
Hvordan når man dertil?
Hvis du er ligesom den typiske deltager i min undervisning, vil du i starten ønske at lave øvelserne helt korrekt. Du vil gerne se en video eller have øvelsen præciseret på et stykke papir eller via en indtaling. For hvis man laver øvelsen korrekt, må det også give den ønskede effekt.
Typisk vil du også have svar på, hvor ofte øvelsen skal laves. Om den ene eller anden øvelse er bedst for netop dig. Om den skal laves i sengen eller en madras på gulvet. Du skriver svarene ned, for øvelsen er svær at huske. Jeg ses tydeligvis som eksperten.
Længere henne i træningsforløbet begynder du som deltager at slippe ønsket om, at øvelserne skal føre til mindre smerte eller mindre spænding. I stedet begynder du bare at ’være i øvelsen’. Mærke efter og acceptere, hvad der sker. Øvelsen bliver en del af kroppen. En del af dig. Jo mere du formår bare at være i øvelsen og mærke efter og acceptere, hvad der sker, jo bedre integreres øvelsen i dig. Jo klogere bliver du selv på, hvor ofte, hvor længe og hvornår du skal lave øvelsen - som i øvrigt pludseligt ikke er svær at huske, fordi du har integreret den i kroppen som din egen.
Jeg lægger i min undervisning altid vægt på, at når jeg giver dig en øvelse, så er den din. Det vil sige, at det kun er dig, der ved, hvor langt, hvor længe og hvor meget du skal lave øvelsen for at den er god for dig. Jeg inspirerer dig til at udforske, udfordre og acceptere dine grænseområder. Derigennem bliver din krop klogere, dit bevidste sind bliver klogere på kroppen og du finder de svar, som er de rigtige for dig.
Din bevidsthed på kropslige og mentale oplevelser skal vise dig vejen, sammen med de erfaringer, du har gjort dig i dit smerteforløb med behandleres værktøj. Hvordan og i hvor høj grad, det har hjulpet dig og lindret din smerte.
Accepten og bevidstheden kan hjælpe dig til at være i livet med smerter og spændinger på en måde, der ikke slår benene væk under dig, men giver dig mulighed for at tage de valg, som er de mest hensigtsmæssige for dig i forhold til din tilstand på dagen eller i øjeblikket.
Det er en hård proces.
På Esbjerg Sygehus har jeg sammen med en psykolog undervist de dejligste mennesker, hvis liv imidlertid var plaget af kronisk hovedpine. Vi brugte mindfulness og kropslige øvelser som metode til at skabe accept. En kontrolgruppe fik sygehusets sædvanlige behandling. Det lykkedes os ikke at hjælpe alle dem, vi underviste. Særligt det at påtage sig selvansvaret voldte vanskeligheder.
Da de to grupper efterfølgende blev sammenlignet med hensyn til smerteniveau og medicinindtag, havde vores gruppe det klart bedst. 1/3 havde nedsat forbruget af smertestillende markant, simpelthen fordi de formåede at tage ansvaret og acceptere det, der var.
Jeg er så heldig, at jeg via min samarbejdspartner, Specifik er tilknyttet et projekt i Århus, hvor vi underviser og coacher sygemeldte. Jeg er coach i projektet og jeg underviser i to temaer: ”Mestring af kroniske smerter” og ”Fokus på ryg, nakke og skuldre”. Førstnævnte er med teoretisk viden og analyse som udgangspunkt. Sidstnævnte er med kroppen som indfaldsvinkel.
Her oplevede jeg for nyligt en kvinde, som ved første session blev meget vred over, at jeg bad hende acceptere, at smerterne er en del af den proces, hun går igennem. Jeg må jo have været lidt for direkte og klodset i forhold til, hvor i processen hun var.
Da jeg ser hende anden gang, har hun alligevel oplevet det vigtige gennembrud. Hun har været ude at danse med veninderne i weekenden. Da smerterne som forventet angriber hende, vælger hun at sætte sig ned, mens hun fortæller sig selv, at det er ok. At det er en del af processen, og at det bedste, hun kan gøre, er at lytte til kroppen, som beder hende om at sætte farten ned. Herefter bliver smerterne lettere at bære og hun fortæller endda, at smerterne aftager i en sådan grad, at hun faktisk kunne danse videre, men undlader det på grund af den gode oplevelse.
Faktisk var det denne sidste oplevelse, som ansporede mig til at skrive netop dette nyhedsbrev. Jeg kunne vælge mange temaer, da der er meget, som optager og inspirerer mig i mit daglige arbejde, hvor jeg hver dag møder folk med udfordringer. Udfordringer på kroppen og/eller udfordringer på psyken.
Uanset hvilken indfaldsvinkel, de har, når jeg møder dem, går de fra mig med en viden om, at det hænger sammen. Det ene manifesterer sig i det andet og dette kendskab er altafgørende for, at udfordringen ikke udvikler sig til en katastrofe, men i stedet er til at bære og håndtere.
Nu glæder jeg mig til på onsdag, hvor jeg skal møde kvinden for tredje gang. Jeg vil anerkende og acceptere hende, udforske og udfordre hende, ligesom jeg håber, at dette nyhedsbrev vil forstyrre dig passende, så du får lyst til at tage ansvar for at udforske, udfordre og acceptere dine smerter og dine grænseområder i det hele taget.
Mange omsorgsfulde og kærlige tanker fra
Birgitte Sommer